Hvilken form og hvilke farver var typiske for husfacader i forskellige tidsperioder? Der findes selvfølgelig ikke noget helt præcist svar, da det – ligesom i dag – varierede meget efter personlig smag, men man kan alligevel se visse tendenser og farvekombinationer, som var mere almindelige end andre.
1880–1900 Nyrenæssance
Husene, der blev opført i slutningen af 1800-tallet, var ofte rigt udsmykket med udsøgte bygningsdetaljer og træsnedkerier. Det var ikke usædvanligt med personlige udtryk som tårne og spir, elegante detaljer og drejede profiler. Man lagde gerne kræfter i snedkerglæden, som fik lov til at fylde på smukke verandaer og omkring vinduerne.
Facaderne blev malet i lyse oliefarver, som kontrasterede mod karme og vinduesrammer i mørkere nuancer. Gulbeige, gulhvidt og gråhvidt var typiske farver. Hele huset og især taget blev gerne udsmykket med rigt smedejern eller træsnedkerier. Se billede 1. Som tagmateriale brugte man ofte jernplader, som kunne males sorte, grå, grønne eller røde.
1900–1910 Jugend
Et sanseligt formsprog inspireret af naturens organiske former dannede grundlaget for jugendstilen (også kaldet art nouveau). Da de bløde former var vanskelige at skabe med træpaneler, blev puds ofte anvendt. Pudsen kunne males med Falu-rødfarve eller oliefarve i lyse nuancer. Træværket var ofte hvidt, og på de brudte tage brugtes helst røde lertegl. Se billede 2. Foto: Wikimedia/Ingmar Engström.
1910–1920 Nationalromantik
I denne periode blev mange villaer opført med stående klinkbeklædning, en særligt teknik hvor brede mellemrum efterlades mellem brædderne og derefter dækkes af lister. Huse med stående panel blev ofte malet i en mørk, gerne brun farve. Karme og hjørner blev som regel ikke markeret, men fik lov at smelte sammen med helheden. Se billede 3. Huse med vandret panel blev ofte malet traditionelt med linoliemaling eller slamfarve som Falu-rødfarve med hvide hjørner.
1920 Klassicisme
I 1920’erne kunne farvesætningen variere meget. Samtidig ønskede man, at gadebilledet skulle harmonere, så husene passede sammen. Se billede 4. Den stående træbeklædning dominerede og blev ofte malet med linoliemaling i lyse farver som hvidt, gråt og gult. Karme og hjørner var typisk brutte hvide. Man satsede gerne på dekorative detaljer som hjørnepilastre (en top, som taget ”hviler” på), søjler med kapitæler, som var almindelige på hjørner og ved åbne indgange. Se billede 5.
